Martha-arrangement i Svendborg den 6. maj 2017

8 heldige havde meldt sig til Marthadagen, som samtidigt markerede 50-året for indspilningen af filmen.

Hans Jørgen Christiansen - Tidligere formand for RAF-1917 og Telegrafist på OXB

Erik Hellerup Madsen - Telegrafist DFDS

Steen Winkel - Telegrafist DFDS

Jørgen Madsen - Telegrafist DFDS

Hans Boesgaard - Telegrafist DFDS

Ole Bryder - Telegrafist DFDS

Jan Svane - Søfartsstyrelsen og Telegrafist DFDS

Regner Seidler - Telegrafist DFDS

Der var som sædvanligt på denne dag pyntet op ude foran "Børsen" i Svendborg. Solen skinnede fra en blå himmel og flagene blafrede i vinden. Uniformsjakker, kasketter , ja snart sagt alle former for maritim beklædning prægede gadebilledet. Især iøjnefaldende var de, der var udklædt som personerne i filmen. Marthaklubben i Helsingør var meget flot repræsenteret med stort set alle medvirkende.

Efterhånden blev vort eget lille party samlet, og ca. kl. 1200 var alle mand udstyret med billetter, øl voucher og en plads i solen. Et jazz orkester dukkede op, og så var der liv og glade dage.

Vel nok dagens mand, og arrangør af denne årligt tilbagevendende begivenhed - Launy, blev hyldet i forbindelse med sine 70 år og fik overrakt en gave. Der var ikke et øje tørt.

Herefter fortsatte musikken, snakken og øldrikningen til 1245. Launy gik på talerstolen og alle blev beordret til at gå "Gennem Strædet" over til biografen. Det skal lige tilføjes, at den lille genvej faktisk hedder Strædet. Mester til styrbord og navigatører til bagbord. De "ordblinde" kunne gå i midten. Foran det hele gik orkestret.

I biografen var der gjort klar. Biografens bar var bemandet, og her kunne vouchers indløses til øl på flasker. Denne proviant måtte medbringes i salen. På hvert sæde var placeret en lille pose indeholdende en lille flaske O.P Anderson med tilhørende snapseglas indgraveret (mærkat) med rederiet Treforkens skorstensmærke og "Martha" 50 år. Der blev holdt et par taler og afdelingen Helsingør frembragte en lille gennemgang af filmens mange perler.

Selve afspilningen af filmen er noget for sig selv. Der er aldrig helt stille i salen. Kommentarerne flyver hele tiden i luften. Når kaptajn Nielsen gemmer sig bag styrehuset, råber mestrene "kujon". Da "Harald" toner frem på lærredet "buer" hele salen på nær nordmændene, som klapper. Hver gang de drikker noget i filmen, bliver der råbt "skååål" og hele bio drikker med. Halvvejs i filmen er der pause. Den har en god længde, da der kun er to herretoiletter til rådighed. Det bliver dog klaret, og ny proviant slæbt ind til anden halvleg. Da filmen var slut, og alle havde fået hinanden var bifaldet tilsvarende stort.

Turen gik nu med højt humør tilbage til "Børsen" hvor der ude i baggaden var rigget an med grill og øl. Her blev der gået godt til pølsen, for hvem er ikke sulten efter sådan en biograftur. Sjovt nok fejlede tørsten heller ikke noget.

Langsomt men sikkert begyndte folk at gå hjem, men det var i forvisningen om, at det ikke var sidste gang turen til Svendborg på Marthadagen var gjort.

73 de Regner