Mindeord om Ib Holst Jørgensen.

Min bedste ven - Ib Holst Jørgensen, medlem nr. 2052 - afgik ved døden den 9. juni 2017. Selvom Ib ikke havde det så godt de sidste 2 - 3 år, kom meddelelsen om hans død alligevel uventet.

Ib blev i en alder af kun 16 år radioamatør, så efter en uddannelse inden for kontor og lager, besluttede han sig for at blive radiotelegrafist. Han fik sit certifikat fra Fanø Navigationsskole og herefter hyre i J. Lauritzen. Efter nogle års sejlads blev han ansat i FE, hvorfra han blev pensioneret i 1996.

Jeg lærte Ib at kende i Løgumkloster. Han var ikke nem at komme i snak med, og som nyankommen spurgte jeg kollegaerne om, hvordan man kom i kontakt med ham. Bare spørg ham om noget EDB, så skal det nok gå. Jeg fandt på et eller andet, og siden har vi stort set snakket sammen hver dag i 25 år.

Hver onsdag var han at finde på Radiomuseet i Fredericia, hvor man nød godt af hans store tekniske indsigt. Dette var højt prioriteret hos Ib.

Han efterlader sig et stort savn hos min familie og mig, men selvfølgelig mest hos hans hustru Kirsten, som han nåede at fejre guldbryllup med for et par år siden.

Æret være Ib Holst Jørgensens minde.

Ingemann Ganderup