Artikel i Politiken tirsdag den 9. marts 2022.

BBC genopliver kortbølgeradioen

Rusland har blokeret adgangen til det britiske medie BBC´s hjemmeside, skriver den britiske avis The Guardian.

Det sker, kort efter at BBC har genoplivet en gammel radioteknologi - kortbølgeradio - for at kunne levere deres dækning af krigen til russere og ukrainerne.

Rent teknisk betyder det, at BBC sender fire timers radio på engelsk, som via kortbølgefrekvenser kan nå helt til Rusland og Ukraine, hvor borgerne kan tilgå radiosignalet ved at tune ind på en bestemt frekvens. BBC udfasede teknologien i 2008, men efter at adgangen til information er blevet stærkt indskrænket i Rusland, har tv-stationen valgt at genindføre teknologien. Kortbølgeradio blev brugt i stor stil under Anden Verdenskrig og den kolde krig.

"I en konflikt, hvor disinformation og propaganda er udbredt, er der et klart behov for faktuelle og uafhængige nyheder, folk kan stole på", udtalte BBC´s generaldirektør, Tim Davie, da han i torsdags annoncerede beslutningen.
Kort efter svarede Rusland igen. Den russiske myndighed Roskomnadzor, der monitorerer adgang til medier, har begrænset adgangen til BBC´s hjemmeside, skriver det russiske statsejede nyhedsbureau RIA.

 

BBC sender til Rusland og Ukraine på 15735 kHz mellem kl. 16-18 og på 5875 kHz fra kl. 22-midnat.