Stiftelsen.
Radiotelegrafistforeningen af 1917 blev stiftet 6. oktober 1917 i København. Det var radiotelegrafister fra Søværnet, der tog initiativ til oprettelsen af foreningen, hvis primære formål var at skaffe medlemmerne arbejde og forbedre deres løn- og arbejdsvilkår. I 1918 havde foreningen et aktivt medlemstal på 138. Det højeste medlemstal nåede man i 1981 på 1078 aktive medlemmer.

Hvem er medlemmer?
Radiotelegrafistforeningen af 1917 omfatter certificerede radiotelegrafister og radiotelefonister, teleteknikere i Grønland, radiosondepersonale i Grønland, stationspersonale i Grønlandsfly og administrativt personale i forskellige tjenester med tilknytning til radiokommunikation.

Overenskomster om løn- og arbejdsvilkår.
Foreningen har kollektive overenskomster med Danmarks Rederiforening, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Det Grønlandske Hjemmestyre, Grønlandsfly A/S og Tele Danmark A/S. Foreningen stiller tillige sin ekspertise til rådighed i forbindelse med forhandling om indgåelse af individuelle kontraktforhold.

Telekommunikation.
Telegrafi via kabel og tråd har man kendt siden 1843, da den første telegraflinje blev åbnet mellem Baltimore og Washington, men med den italienske opfinder Guglielmo Marconis patentanmeldte opfindelse af "den trådløse telegrafi" i 1896 indledtes en revolutionerende æra i menneskehedens muligheder for at kommunikere hurtigt og sikkert over lange afstande.

Efter S/S Titanic´s forlis søndag d. 14. april 1912 rejstes der fra mange sider krav om indførelse af radioudstyr i alle skibe. Enkelte skibsredere havde indtil da primært været interesseret i at leje radioudstyr til deres skibe i forretningsmæssigt øjemed. I 1912 vedtog man en international Sikkerhedskonvention, der fastlagde regler for passagerskibenes radiosikkerhedsmæssige udstyr og betjening.
England, der da var verdens største søfartsnation, var ikke tilfreds med denne meget begrænsede lovgivning. Det engelske parlament vedtog derfor en særlov i 1920, der indebar, at alle skibe over 1600 Brutto Register Tons, der anløb engelske havne, skulle have radio ombord.

Nye internationale krav førte til en hurtig vækst i uddannelsen af radiotelegrafister, og det gav naturligvis i Danmark en stærkt øget tilgang af medlemmer til Radiotelegrafistforeningen af 1917. Produktionen af radiotelegrafister var imidlertid tidlig så stor, at danske skibe ikke kunne aftage det store antal nyuddannede. Mange kolleger fik ansættelse i Marconi Selskabet i London. Her lejede man såvel skibsstationer som radiotelegrafister ud til interesserede redere. Mange danske radiotelegrafister gjorde derfor tjeneste i udenlandske skibe. Danske redere oprettede siden deres eget driftselskab DANSK RADIO A/S og deres eget produktionsselskab ELEKTROMEKANO A/S, der henholdsvis sørgede for drift af skibenes radioudstyr og ansættelse af radiotelegrafister henholdsvis produktion af skibsradioudstyr.

Radiotelegrafistforeningen af 1917 var, som det fremgår, oprindelig en ren faglig organisation af søfarende radiotelegrafister, men i løbet af 1920erne og 30erne fik mange radiotelegrafister ansættelse ved kystradiostationer og vejrstationer i Grønland. Al korrespondance mellem byerne og vejrstationerne i Grønland og Danmark foregik via radiotelegrafi. Den spæde begyndelse af dansk luftfart betød også stillinger til radiotelegrafister. Luftfartsvæsenet skulle bruge radiotelegrafister til telekommunikation med fly og med andre lufthavne, og Det Danske Luftfartsselskab DDL ansatte også en del kolleger.

Den tyske besættelse af Danmark 1940-45 hæmmede naturligvis udviklingen af ansættelsesmulighederne, men fra 1945 tog beskæftigelsen af radiotelegrafisterne for alvor fart til søs, i Grønland og indenfor luftfart. Oprindelig var kystradiostationerne i Danmark udelukkende betjent af tjenestemænd, men efter 2. Verdenskrig blev stadig flere overenskomstansatte kolleger ansat til betjening af den meget store radiotelegrafikorrespondance, der udveksledes mellem danske skibe og danske redere og private kunder. Efter oprettelsen af FORENEDE NATIONER fik mange danske radiotelegrafister ansættelse ved FN missioner i adskillige lande, eksempelvis Korea, Indien, Palæstina og andre uroområder.

Forsvaret.
Alle grene af det danske forsvar fik brug for radiotelegrafister efter 2. verdenskrigs afslutning, og mange kolleger fik varig beskæftigelse i værnene.
Flåderadiostationerne blev for en stor del bemandet med civile radiotelegrafister med henblik på kommunikation mellem flådens skibe og den landbaserede ledelse, og mellem Danmark og Grønnedal i Grønland.
Hærens Telegrafregiment ansatte også en del telegrafister, idet alle landets kaserner blev bundet sammen i et radiotelegrafinet. Hver kaserne havde sin radiostation.
Flyvevåbnet havde brug for radiotelegrafister i sine fly til kommunikation mellem jordstationer og de flyvende enheder.
Endelig fik forsvarets efterretningstjeneste brug for et større antal radiotelegrafister til sin lyttetjeneste.

Den illegale radiotjeneste under 2. verdenskrig.
Danske radiotelegrafisters deltagelse i modstandskampen under 2. verdenskrig er levende beskrevet i bl.a. Jørgen Hæstrups bøger om besættelsestiden, i Tage Fischer Holsts bog "Gør Hvad Du Ikke Tør" trykt i et oplag i 1965 og i Hans Bonnesens "Hemmelig Dansk Radiotjeneste under 2. verdenskrig". Mange kolleger omkom under deres illegale arbejde. Opgaverne bestod i at sende kodede telegrammer til en radiostation (Home Station) i England. Telegrammerne indeholdt observationer om f.eks. tyske hærenheders bevægelser i Danmark og i danske farvande. Tyske pejlevogne var hurtigt på færde, når de illegale radiosendinger tog deres begyndelse fra skiftende positioner i Danmark, og flere kolleger blev pågrebet, skudt eller sendt til tyske konzentrationslejre. Besøg Frihedsmuseet i København, hvor der er opstillet en "kuffertradiostation", der med mellemrum betjenes af frivillige.